“AVATAR” er en tom tryllekunst
Jeg har ikke ligget søvnløs siden Titanic sank i 1997 og bare ventet på James Camerons seneste film Avatar. Jeg har blot været almindelig spændt på, hvad han denne gang ville fremtrylle. Og jeg skal da love for, at han har fået brygget en omgang visuelt overrumplende og teknisk mageløse billeder – og så i laber 3D. Desværre er filmen også kedelig forudsigelig, ligesom man må kigge forgæves efter en dybde i historien, som ellers kendetegner filmens voluminøse billedside.
Historien går altså - modsat filmens teknologiske landvindinger - ikke nye veje, men vrider sine velkendte klichéer skematisk ud af ærmet. Vi følger Jake Sully (Sam Worthington), en invalid soldat i kørestol. Han sendes til planeten Pandora, hvor han får en såkaldt avatar-krop, der udover at ligne det indfødte na’vi-folk også gør ham i stand til at gå. Han skal i sin nye krop infiltrere det blå folk og få dem til at forlade deres bosted, så amerikanerne uhindret kan udvinde et kostbart mineral, som skal redde Jorden fra en fatal energikrise.
Det er bestemt lykkedes at skabe en fascinerende verden i 3D, hvor den ekstra dimension heldigvis ikke blot bruges som rent gimmick. Den fungerer som et dybdeskabende og inddragende element i den fremmede faunas jungledyb. Rent teknisk er der altså ikke meget at sætte en finger på, bl.a. er na’vi-folket overraskende overbevisende. Problemet med de 3 meter høje smølfer er snarere, som med resten af persongalleriet, at de aldrig bliver interessante - man kommer aldrig ind under huden på dem.
Avatar er altså fattig på interessante karakterer. Ikke engang soldaten Jake, som ellers står midt i dramaets midte - fanget mellem sin egen og en fremmed races dagsordener - synes videre påvirket af situation. Historien og de medvirkende mangler simpelthen saft, kraft og kant. Der er ingen tvivl at spore hos nogen, ingen gråzoner - kun de gode mod de onde. Sort mod hvidt.
En fortælling behøver i min bog dog ikke at være videre original for at henrykke, men når en klichéfyldt historie som denne aldrig afviger fra det forudsigelige, eller i det mindste sætter sine karakterer og hermed publikum i egentlige dilemmaer, så bliver det hele hurtigt fladt og uinteressant, også selvom afviklingen, som i dette tilfælde er ret ferm. Ærgerligt, for når man har smagt en smule på filmens vilde ridt ud i 3D, begynder man at famle efter en medrivende historie - desværre forgæves.
Jeg håber dog Avatar bliver en succes, for måske Cameron så kan få lidt nosser til at turde udfordre historien og publikum på andre områder end den rent tekniske. Men skal man se filmen, så er det altså i biografen og i 3D det sker. Det er sådan filmen er tænkt og sådan den skal opleves - ellers bliver det højst sandsynligt blot et endnu fladere bekendtskab, end tilfældet allerede er.
Originaltitel: Avatar, USA, 2009.
Instruktion: James Cameron.
Medvirkende: Sam Worthington, Zoe Saldana, Stephen Lang, Michelle Rodriguez, Sigourney Weaver, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid: 2 timer 41 min.
Distributør: Twentieth Century Fox.
Biografpremiere: d. 18. december 2009.
Tags: avatar, Giovanni Ribisi, james cameron, Michelle Rodriguez, Sam Worthington, Sigourney Weaver, Stephen Lang, Zoe Saldana
